Af Marius Sørensen
Den politiske thriller-film er ikke et særligt hyppigt fænomen i Danmark. Der findes enkelte, men få eksempler, som Skytten (2013) og Danmarks Sønner (2019). Og så den stjernespækkede Kongekabale fra 2004. Nikolaj Arcels bundsolide spillefilmsdebut må siges at være genrens fyrtårn. Og nu, tyve år senere, er der blevet produceret en efterfølger. Mørkeland hedder filmen – ikke at forveksle med den populære true crime-podcast – og bygger ligesom Kongekabale på et litterært oplæg fra Niels Krause-Kjær.
Mørkeland genintroducerer os til journalisten Ulrik Torp (Anders W. Berthelsen), der nu er arbejdsløs efter at have måttet træde af fra sin post på avisen Dagbladet i vanære. På en gammel vens nåde får han tildelt en praktikplads på sin gamle arbejdsplads, hvor han må starte fra bunden igen. Men der går ikke længe, inden han bliver bedt om at skrive en historie om en afdød fuldmægtig i indenrigsministeriet. Der viser sig at være mere til historien end blot et tilfældigt dødsfald, og snart er Ulrik Torp på sporet af en gigantisk politisk konspiration.
Instruktøren af første film, Nikolaj Arcel, er ikke vendt tilbage. Og kender man til Arcels øvrige ouevre, kan det virke som et stort tab. Men afløseren Mikkel Serup, der står bag blandt andet Klassefesten 2 (2014), viser sig med Mørkeland at være en mere en kapabel substitut. Filmen er krydret med en tilpas mængde paranoia, og Serup har en naturlig sans for, hvor kameraet placeres bedst for at øge dramatikken.
Laver man en thriller, må den vigtigste ingrediens siges at være spænding. Og Mørkeland skuffer ikke på det plan. Den griber tilskueren og giver ikke slip. Ikke mindst takket være et centralt mysterium, der er dybere, mere interessant og bedre udfoldet end forgængerens. Uden at afsløre for meget af filmens plot, fandt jeg, at Mørkelands mysterium førte til et mere spændende etisk dilemma og mere kontroversielle spørgsmål end Kongekabale. Alligevel kunne det godt have været udpenslet endnu bedre. Vi oplever aldrig for alvor Ulrik Torp brydes med dilemmaet, og filmen er overstået hurtigere, end vi selv får overvejet problematikken.
Mørkeland lider for alvor under kluntet dialog og halvsløjt skuespil. Filmen er velskrevet, men manuskriptets dialog lever ikke op til dets plot. Det er tungt og til tider øreskærende. Det hjælpes heller ikke af Anders W. Berthelsen, der i sin tilbagevenden til rollen som Ulrik Torp ikke videre giver udtryk af, at han har lyst til at være der. Der er ikke meget energi at finde i hans præstation som Torp. Til tider er det passende for karakteren, der ikke befinder sig i sit livs bedste periode (han er arbejdsløs og har muligvis mundhulekræft), men for det meste er det trættende for tilskueren.
Det er også ærgerligt, at filmen tilsyneladende er af den opfattelse, at det er nødvendigt at trække alt lys og alle farver ud af billedet for at skabe en dyster atmosfære. Det er ikke kun en kritik; til tider er Mørkeland uhyre stemningsfuld og flot fotograferet, men når hver eneste scene lider under en sådan mangel på lys, at man skulle tro, at Danmark var under konstant solformørkelse, er det en smule i overkanten.
Det er svært at undgå plothuller, når man spinner et så kompliceret net af politiske intriger, som Mørkeland gør. Og der er da også tider, hvor filmens plot forekommer ualmindeligt tyndt. Alligevel er Mørkeland altid tilpas spændende og hurtigt videre i manuskriptet, så vi aldrig stopper op og studser alt for meget over manglen på sammenhæng.
Kommentarer